Gennemsnitsalderen for både danske og europæiske landmænd er nu oppe på 57 år.
For at sikre fremtidens fødevareproduktion, når den ældre generation skal gå på pension, har unge landmænd derfor siden 2023 kunnet søge om etableringsstøtte fra EU.
Men i Danmark, hvor Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har til opgave at udmønte støtten, trækker sagsbehandlingen ud, og der kan nu gå mere end 12 måneder, inden den unge landmand har pengene mellem hænderne. Det er kritisabelt, mener formand for Agillix Carl Chr. Pedersen.
En af de landmænd, der har ventet på etableringsstøtte, selvom han for længst har lagt penge i en ejendom, er 27-årige Rasmus French Henriksen fra Nibe.
Han sendte en ansøgning om udbetaling i oktober 2024, men i oktober 2025 havde han fortsat ikke hørt noget. Forud for det måtte han vente et halvt år på, at han overhovedet kunne få lov at søge om udbetaling, selvom han havde fået besked på, at han opfyldte alle kriterier. I alt er der altså gået 18 måneder.
Da puljen for etableringsstøtte blev etableret i 2023, var der en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 90 dage for udbetalinger. Men hos Norden Advokatfirma har man nu adskillige eksempler på unge landmænd, der har ventet 4-5 gange så længe, blot på at få pengene udbetalt.
På længere sigt frygter Carl Chr. Pedersen, at den lange sagsbehandlingstid kan betyde, at banker og investorer vil være mere tilbageholdende, og at færre unge landmænd dermed kommer i gang.
Etableringsstøtten ligger på 729.000 kr. for heltidsbedrifter. Der er derfor tale om et væsentligt beløb.