Agillix Nyheder

Kan du leve for 30 kr. om dagen?

Skrevet af Mette Neist | 2. december 2024

Hvad enten du har været selvstændig i flere år, eller er gået direkte fra lønmodtagerjob til hovedbeskæftigelse som selvstændig, er der en række faktorer, du skal være opmærksom på. 

Som lønmodtager er du nemlig dækket af forskellige forsikringer – tegnet via arbejdsgiver, og når du bliver selvstændig, forsvinder flere af disse dækninger.

- Jeg har desværre set flere eksempler på, at man i opstarten som selvstændig ikke har være opmærksom på, at flere af de dækninger man tidligere havde som lønmodtager forsvinder når man skifter beskæftigelse. For nogle betyder det desværre, at de risikerer at skulle leve af 30 kr. brutto eller slet ingen ting, hvis de bliver syge, fordi de ikke er berettiget til sygedagpenge, siger socialkonsulent i Agillix, Mette Neist.

Som selvstændig kan du være berettiget til sygedagpenge efter 14 dages sygdom. Hvor meget du modtager i sygedagpenge, afhænger af dit overskud i virksomheden de seneste 24 måneder. 

Har du været deltidsselvstændig gennem flere år, vil dine sygedagpenge udelukkende blive beregnet på baggrund af overskuddet i virksomheden. Din lønindkomst vil således ikke indgå i beregningen. Hvis din deltidsvirksomhed har kørt med et mindre overskud eller et underskud, risikerer du derfor at være berettiget til et meget lille beløb i sygedagpenge.

Mette Neist anbefaler derfor, at du tegner den frivillige sygedagpengeforsikring. Forsikringen sikrer dig sygedagpenge fra 1. eller 3. fraværsdag, og kan ligeledes tegnes med en minimumsdækning.

Arbejdsskade
Kommer du f.eks. ud for en arbejdsskade, som selvstændig, så er der ingen automatisk dækning for dig, og derfor ej heller en evt. erstatning for mén eller erhvervsevnetab. Du skal selv tegne disse forsikringer.

- Flere jeg har mødt gennem mit arbejde som socialkonsulent, har ikke været opmærksom på, at dækninger mod arbejdsulykker og/eller erhvervssygdomme, ikke er en automatisk dækning. De kan godt anmelde deres skade, men sagen vil blive afvist ved Arbejdsmarkedets Erhvervssikring, og de får ingen erstatninger, siger Mette Neist.

Forsikring mod tab af erhvervsevne
I forbindelse med en lønansættelse vil mange være dækket af en forsikring mod tab af erhvervsevne. Denne forsikring sikrer dig ofte en udbetaling efter 3 måneders sygefravær, og indtil du bliver arbejdsdygtig igen.
Ofte bortfalder forsikringen når ansættelsen ophører, og tegner du ikke selv forsikringen, vil du være nødsaget til udelukkende at leve af de sygedagpenge, du vil være berettiget til. 

- Sygedagpengeudbetalingen kan være så ubetydelig, at det bliver ekstra vigtigt, at du har tegnet en god forsikring mod tab af erhvervsevne. Under alle omstændigheder er det afgørende, at du i forbindelse med opstarten som selvstændig gør op med dig selv, hvor lav en indkomst du kan ”leve” af, eller om det kunne være en god investering at tegne forsikringer, siger Mette Neist.

Vil du høre nærmere om ovenstående, eller ønsker hjælp til at danne dig et overblik over, hvad der er gældende for dig, så kontakt Agillixs socialkonsulent.