Mælkeproducent Poul Jess, Vrå, har et princip om altid at have levende planter på sin jord. Derfor sår han alle de efterafgrøder, han har mulighed for.
Den 23. oktober inviterer Agillix og FRDK til efterafgrødedemo hos ham.
Poul Jess vil have grønne marker året rundt. Derfor sår han efterafgrøder alle de steder, han kan.
- Jeg forsøger at holde så meget gang i jordens mikroliv og produktionen af kulstof som muligt, siger mælkeproducenten, der har 145 køer og 160 hektar markbrug med græs, majs, hvede, byg og rug.
Han sår normalt sin egen blanding, som han har udviklet efter mange års udvikling og afprøvning, og nogle gange tilføjer han en ny art for at se, hvad den kan bidrage med, og hvordan den udvikler sig.
I år har han også sået FRDKs tre signaturblandinger Carbon Farm, Kvælstoffabrikken og Sund Jord Booster. De er etableret i både hvedestub og isået en efterafgrøde-græs efter en bygmark.
- Det giver ekstra effekt at iså i græsefterafgrøden. Det kan være en fordel med arter med dybe rødder til jordløsning, og med kvælstoffikserende arter. De sætter gang i det hele, siger han.
Efterafgrøderne er sået direkte med en Väderstad såmaskine. Næste år vil han forsøge med etablering med bomspreder før høst.
Desuden er Poul Jess testvært for FRDKs nye majsefterafgrøde med fem forskellige arter. Den er sået med hans egen ombyggede radrenser, som har fået påbygget skiveskær.
Kom til efterafgrødedemo hos Poul Jess Den 23. oktober Program
|
De efterafgrøder, der sås, skal gerne have mange arter. Hans egne blandinger har gerne seks eller syv arter, og FRDKs blandinger har fra fire til ni arter.
Ifølge FRDK er det en fordel at vælge efterafgrøder med mange arter, da de forskellige planter har forskellige egenskaber og effekt på jorden.
- Og der er større chance for, at der er noget, der lykkes, siger Poul Jess.
Poul Jess bliver tit spurgt, hvad han egentlig får ud af alle omkostningerne og tidsforbruget omkring efterafgrødeetablering.
- Det kan man ikke regne på, men jeg har en fornemmelse af, at det er en investering på den lange bane, som er godt givet ud. Jeg er sikker på, jeg vinder noget ved det, siger han.
I år har han for eksempel haft en efterafgrødeblanding i sine majs med græs og cikorie. Marken er harvet op her i efteråret, og der er sået hvede.
- Det er der nok nogen, der vil mene er helt tosset, siger han med et smil.
Grønne marker året rundt er et af to helt faste principper hos Poul Jess. Et andet fast princip er pløjefri dyrkning. Det har han kørt med i snart 15 år.
Efterafgrøderne og den pløjefri dyrkning har resulteret i en jord, der er meget nemmere at arbejde med end før.
- Det er en meget mere levende jord, som er løs og løber lige gennem harvetænderne. Det giver i sidste ende en bedre etablering, siger han.
Sammen med Agillix og FRDK inviterer Poul Jess til efterafgrødedemo den 23. oktober kl. 10 til 13 i Vrå.