Etablerings- og iværksætterkontoordningen er almindeligt kendt og et ofte anvendt værktøj inden for landbrugsbranchen. Historisk er ordningerne blevet anvendt til opsparing med skattemæssigt fradrag med henblik på etablering/anskaffelse af et landbrug.
Ordningen har udviklet sig til, at man også anvender den inden for andre brancher ved etablering af personlig virksomhed, eller etablering gennem et selskab. Herudover har ordningerne udviklet sig til, at man ikke nødvendigvis har en opsparing i banken, men i stedet har beregnet sig et fradrag i etableringsåret og de følgende 4 år, hvilket har givet en likviditetsmæssig fordel i virksomhedens etableringsfase. Det kan eksempelvis være, at man har opnået minimumsfradraget på 250.000 kr. mod, at afskrivningsgrundlaget for en driftsbygning er blevet reduceret tilsvarende (eller alene med halvdelen af beløbet hvis etableringskontoordningen anvendes), og man dermed opnår et fradrag i dag mod en ”efterbeskatning” over de kommende 33 år ved en reduktion af den skattemæssige bygningsafskrivning på 3% p.a.
Hvis man ikke havde fået sparet op på en konto i banken, så var man ikke udelukket fra brug af ordningen, da der ved etablering (opfyldelse af arbejdstidskrav på 50 timer i gennemsnit pr. måned og anskaffelse af aktiver eller afholdelse af driftsudgifter for 100.900 kr. i 2024) fortsat kunne opnås fradrag, som beskrevet ovenfor.
Det ændrer sig imidlertid nu
Skattestyrelsen har støvet lovforslaget fra 2002’s bemærkninger af og genlæst disse, og har nu justeret i den juridiske vejledning således, at det ifølge Skattestyrelsen er et krav, at man har opsparet på en konto i banken hvis etablerings- eller iværksætterkontoordningen skal kunne anvendes. Skattestyrelsen formulerer det således, ”at ved etablering i f.eks. 2025 indebærer det, at der skal være indskudt senest med virkning for indkomståret 2024”. Indskudsåret løber fra den 16. maj til den 15. maj i det efterfølgende år. Det betyder, at man i eksemplet skal have lavet et indskud senest den 15. maj 2025. Indskuddet skal i henhold til loven udgøre mindst 5.000 kr. Er dette ikke sket kan man ikke på den konkrete etablering anvende ordningerne.
Derfor ser vi en udfordring i de tilfælde, hvor man har etableret sig efter den 15. maj, da man i så fald først vil kunne anvende etablerings- eller iværksætterkontoordningen fra året efter etableringsåret.
F.eks. etablerer en kunde sig den 1. juni 2025. Indskudsåret for 2024 er udløbet den 15. maj 2025, og derfor er det ikke muligt at foretage indskud i året før etableringsåret. Et indskud i 2025 vil derfor enten først kunne anvendes i det efterfølgende år, eller som vi frygter det, først ved etablering af en ny virksomhed – en virksomhed nr. 2 i en helt anden branche.
Derfor er ordningerne, som vi ofte anbefaler anvendt, blevet en smule mindre fleksible, og det kræver en langt bedre styring af opsparingens igangsætning og etableringstidspunktet. Alternativt er anbefalingen, hvis man har en iværksætter i maven, eller tanker om, at man skal være selvstændig, at der så foretages et indskud på de 5.000 kr. i banken, som er mindste-indskuddet. Dermed sikrer man sig muligheden for anvendelse af etablerings- eller iværksætterkontoordningen og samtidig en fleksibilitet til at kunne etablere sig når man har lyst, eller det gode tilbud/muligheden er der.
Kontakt din økonomikonsulent hvis du har en ordning eller du overvejer oprettelse af samme for råd og vejledning i forhold til din konkrete situation.