Den aktuelle økonomiske situation på grisemarkedet giver anledning til bekymring hos mange producenter. Faldende noteringer og usikkerhed om markedets udvikling betyder, at der er behov for at have ekstra fokus på både likviditet og de valg, der træffes i produktionen her og nu.
I næste uge offentliggør Landbrug & Fødevarer en ny prognose for grisenoteringen. Det er i sig selv usædvanligt, at der kommer en opdateret prognose på dette tidspunkt, og det understreger alvoren i den situation, som mange griseproducenter står i netop nu. For de fleste bedrifter er det derfor relevant at genbesøge budgettet og få vurderet, hvordan den aktuelle udvikling påvirker både årets resultat og likviditeten i resten af året. Mange har allerede revurderet budgettet og taget dialogen med banken. Hvis det endnu ikke er sket, er det vigtigt at tage kontakt nu og få lagt en plan for efterårets likviditetsbehov.
Hos Agillix oplever vi i øjeblikket stor interesse for sparring omkring økonomi, produktion og likviditet. Vi er i dialog med mange producenter om, hvilke muligheder der findes i netop deres situation. Der findes ikke én løsning, der passer til alle, og derfor er det vigtigt at tage udgangspunkt i den enkelte bedrift.
For nogle kan planlagte investeringer udskydes for andre kan det være relevant at overveje, om soantallet midlertidigt skal justeres. Det kan betyde, at der produceres færre grise i en periode, men samtidig kan det give mulighed for at øge fravænningsalderen og sende mere robuste grise videre fra farestalden. Stærkere grise kan ofte klare sig bedre i den videre produktion og kan i nogle tilfælde reducere behovet for dyrt foder og ekstra indsatser senere i forløbet.
Netop foderet er et andet område, som fortjener opmærksomhed. Foderudgifterne udgør en af de største omkostningsposter, og derfor kan selv mindre justeringer have stor betydning. Det er værd at få vurderet, om de anvendte foderblandinger fortsat er de mest optimale, eller om der er mulighed for at tilpasse strategien uden at gå på kompromis med produktionsresultaterne. Samtidig bør der være fokus på at minimere foderspild, da hvert kg foder tæller i en økonomisk presset periode.
Selvom markedet er udfordret, er det vigtigt at huske, at der stadig findes handlemuligheder. Jo tidligere man får overblik over konsekvenserne for sin egen bedrift, desto bedre muligheder har man for at træffe de rigtige beslutninger.
Vi står klar til at hjælpe med sparring om budgetter, likviditet, produktionsøkonomi og konkrete tiltag i staldene. Tøv ikke med at række ud. En tidlig dialog kan være med til at skabe overblik og handlekraft i en situation, hvor mange oplever usikkerhed.
Du er altid velkommen til at kontakte din rådgiver i Agillix for en uforpligtende drøftelse af mulighederne på netop din bedrift.