Agillix Nyheder

Agillix gav deltagerne inspiration til at leve sammen med en landmand

Skrevet af Agillix | 30. januar 2026

Der var nok at tale om, da 78 partnere til landmænd samledes til inspirationsaften i Agillix. Et af dagens temaer handlede om ansvar og rollefordelinger.

For nylig inviterede Agillix til netværksaften med overskriften: Hvordan overlever du livet med en landmand? Det blev en aften, hvor partnere til landmænd blandt andet kunne styrke deres netværk og blive klogere på samfundets syn på de fødevarer, der bliver produceret. Aftenen handlede også om løn for det arbejde, som landmandens partner laver i hverdagen, pensioner, forsikringer samt tips til at få tosomheden og familielivet til at gå op med lange arbejdsdage og varierende arbejdstider.

  • Vi oplever, at flere af vores kunder kan have svært ved at nå det hele i en travl hverdag, og det kan påvirke både forholdet og familielivet. Derfor kan vi se, at der er et behov for at give landmændene og ikke mindst deres partnere inspiration til, hvordan de kan sikre, at der bliver en bedre balance mellem familielivet og landbrugsvirksomheden, siger HR- og ledelsesrådgiver i Agillix, Ulla Markvard Mortensen, der både var en af initiativtagerne og indlægsholderne på aftenen.

 78 partnere til landmænd samledes til inspirationsaften under overskriften: Hvordan overlever du livet med en landmand? 

God inspiration og mulighed for netværk
Aftenen bød blandt andet på et indlæg fra fire Agillix rådgivere om, hvordan man som partner til en landmand finder balancen mellem at hjælpe til på bedriften og samtidig sikre sig selv i forhold til blandt andet pension, løn og forsikringer.

Derudover var der på aftenen også mulighed for at tilmelde sig et netværk for partnere til en landmand, hvor deltagerne for eksempel kan drøfte de emner, der fylder i landmandslivet og dele viden og erfaringer.

  • Fordelene ved at være sammen med andre i samme situation er, at man bliver mere bevidst om, at man ikke er alene. Hvis man eksempelvis er kvinde og taler med sine veninder om de udfordringer, man har med en landmand, kan det måske være svært helt at følge, hvis veninderne ikke lever sammen med en landmand. Det kan derfor være en fordel at være i et netværk med andre i samme situation, fortæller Ulla Markvard Mortensen.

Mulighed for mere viden
Onsdag den 4. februar er der mulighed for at høre mere om fordelene ved at uddelegere ansvaret, hvis man er landmand. Til Agillix Topmøde 2026 vil teamleder i Agillix HR | Rekruttering, Vittus Bernlow og HR- og ledelsesrådgiver i Agillix, Ulla Markvard Mortensen komme med inspiration og eksempler på, hvordan landmænd kan høste fordelene ved uddelegering af ansvar, daglig kommunikation og samarbejde til gavn for virksomheden og ikke mindst familielivet.