Agillix Nyheder

Kommunernes klimasikring halter og giver oversvømmede marker

Skrevet af Kia K. Gaardlund | 27. september 2024

Kommunernes klimasikring halter og giver oversvømmede marker

Kommunerne bør som vandløbsmyndighed gøre mere for at undgå tilgroede vandløb. Sommerens store mængder nedbør har fået store konsekvenser for de landbrug, som er afhængige af grødeskæring. I øjeblikket står der stadig høstklare afgrøder under vand til stor frustration for de berørte landmænd.

Telefonen hos formand for Agillix er på overarbejde i øjeblikket. Medlemmer ringer til ham i frustration. Flere steder har høstklare afgrøder stået under vand, men fordi grødevæksten i vandløbene ikke er vedligeholdt optimalt, kan vandet fra markerne ikke slippe væk.

 

"Afgrøderne på markerne står godt takket været en god sommer, men det gør grøden i vandløbene desværre også. Kommunerne kan vælge at skære grøden mere optimalt – altså at skære ud fra det maksimale for at få vandet væk. I de tilfælde hvor kommunerne ikke vægter at skære grøden maksimalt, ser vi desværre eksempler på, at høstklare afgrøder går tabt. Det kan ikke være rigtigt. Kommunerne må tilpasse vandløbene nu, så de passer til de mængder vand, vi kan forvente i fremtiden", siger Carl Chr. Pedersen og fortsætter: "Vi er advaret – også på den korte bane. GEUS har været ude at varsle om rekordhøjt grundvand for årstiden, som kan øge risikoen for oversvømmelser til efteråret. Derfor skal kommunerne være på forkant."

 

Alvorlige konsekvenser for berørte landbrug

Ifølge Carl Chr. Pedersen er det et problem i hele Nordjylland. Et af eksemplerne finder vi i Vaarst/Lindenborg-området, hvor Lindenborg Å er gået over bredderne med store oversvømmelser til følge. Vandet satte ind ved Lindenborg Å omkring den 16. juli, og der er stadig store oversvømmelser i området.

 

"Oversvømmelserne er meget alvorlige for de berørte landbrug. Erfaringen fra de tidligere år er, at det tager lang tid at få oversvømmelserne ud af markerne igen, også selvom forholdene måske retter sig efter kortere tid. Området ved Lindenborg Å er meget følsomt i forhold til de klimaændringer, som er ved at ske, og derfor er det nødvendigt at sikre det, så vi ikke står i samme situation de kommende år med omfattende tab til følge", siger Carl Chr. Pedersen.

 

Det haster med en løsning

I regulativet for Lindenborg Å er der fastlagt et minimum og et maksimum for grødeskæring, så det er op til kommunen at vurdere, hvilken bredde grøden skal skæres. Men nu hvor markerne i længere tid har stået under vand på et for landbrugene så kritisk tidspunkt, må der ifølge Carl Chr. Pedersen være en forventning om, at, i dette tilfælde Aalborg Kommune, kommer lodsejerne til undsætning.

 

Når vi ved, vi står over for store udfordringer, forventer vi, at vandløbsmyndighederne gør hvad de kan – nemlig udnytte muligheden for at slå en maksimal strømrende, ligesom det netop er i de situationer, det er vigtigt, at strømrenden skæres helt til bunds, siger Carl Chr. Pedersen.

 

Som konsekvens af oversvømmelserne har Agri Nord/LandboNord ekstra fokus på grødeskæring i hele Nordjylland, og vil den kommende tid invitere de nordjyske kommuner til en dialog. I det konkrete eksempel er Aalborg kommunes By og Land-udvalg inviteret til en besigtigelse af oversvømmelserne ved Lindenborg Å