Skip to content
Muligheder Landbruget
Kia K. Gaardlund18. oktober 2024

Treparten kræver tillid og anstændige erstatninger

Selvfølgelig skal lodsejerne erstattes for de værditab, de måtte lide i forbindelse med den grønne trepart – alt andet ville være et brud på tilliden. Sådan lyder opfordringen fra formanden for Agillix’ miljøpolitiske udvalg, Henrik Dalgaard til minister for Grøn Trepart, Jeppe Bruus.
 
Det er som at få en kold spand vand i hovedet allerede inden start. Sådan betegner Henrik Dalgaard situationen kort inden den grønne trepartsaftale bliver vedtaget som lov. Den seneste tids historier om, at lodsejere ikke kan få fuld erstatning for det værditab de lider ved at afstå deres jord, er en bombe under den tillid det kræver for at føre den ambitiøse aftale ud i livet.
  • Hele forudsætningen for den opgave, vi står over for, er, at vi ikke efterlader nogen på perronen! At bidrage til aftalen om et grønnere Danmark må aldrig blive en opgave som den enkelte lodsejer må løse med sine kreditorer. Dette er en samfundsopgave, når vi ønsker en ny retning for Danmarks arealforvaltning, siger Henrik Dalgaard.
Vi skal godt fra start
Derfor opfordrer han ministeren for Grøn Trepart, Jeppe Bruus, til at sikre bedre rammer for det kommende arbejde. Et samarbejde hvor alle involverede skal føle sig ligeværdige.
  • I Agillix er vi villige til at gå langt for vores medlemmers interesser, hvis det viser sig, at de bliver kørt over i det her arbejde. Mulighederne i værktøjskassen er mange, men det er ikke en vej, vi skal ned ad. Vi har brug for dialog, hvor vi taler med hinanden i stedet for om hinanden. På den måde kommer vi godt fra start. Vi er mange, der er mere end klar til at løfte samfundsopgaven og tage ansvar, så længe vi kan gøre det i tillid til hinanden, siger Henrik Dalgaard.  
Kia Klostergaard Gaardlund

Kia Klostergaard Gaardlund

Foreningskonsulent

Relaterede artikler