Der er gode råd at hente til Agillix Topmøde 2026. Deltagerne kan se frem til en dag med både faglige indlæg og gode muligheder for dialog og netværk med temaet: Få råd til fremtiden.
Der bliver nok at tale om i bilen på vej hjem fra Agillix Topmøde 2026, som i år finder sted onsdag den 4. februar 2026 i Idrætscenter Vendsyssel i Vrå. Programmet for Topmødet byder på en række interessante indlæg, hvor deltagerne får mulighed for at få overblik over de vigtigste ændringer, ny viden og tendenser i landbruget lige nu samt at få inspiration til, hvordan det hele kan omsættes til handling ude i virksomhederne.
- Forberedelserne til Topmødet startede allerede i efteråret, og vi glæder os til at se kunder og forretningsforbindelser til en dag med netværk, faglige indlæg og analyser af erhvervet. Når man driver en landbrugsvirksomhed i dag, så udvikler tingene sig hele tiden. Vores dygtige rådgivere er klar til at give et bud på, hvordan man bedst kan få råd til fremtiden, som er Topmødets overordnede tema. Nøgleordet her er råd; både i forbindelse med rådgivning forstået som gode råd men også i forbindelse med at få råd økonomisk, fortæller adm. direktør i Agillix, Uffe Bertelsen.
Regnskabsanalyse med dugfriske tal
For at få et bedre indblik i sin egen landbrugsvirksomhed og de strategiske beslutninger, der skal tages i løbet af 2026, har rådgivere fra Agillix, i samarbejde med rådgivere fra Djursland Landboforening, Fjordland, Spiras, Vestjysk og VKST, udarbejdet en omfattende regnskabsanalyse. Analysen, der er en af branchens største, indeholder dugfriske tal og prognoser for det kommende år baseret landbrugsregnskaber 2025 fra hele Danmark.
- I et erhverv i konstant udvikling er regnskabsanalysen et vigtigt input til et moderne landbrugs strategi og daglige drift. Når vi kobler og analyserer regnskabsdata på tværs af kvæg-, plante-, og griseproduktionen, får vi et stærkt sammenhængende overblik over økonomien i hele landet. I landbruget hvor udsving i priser, renter, rammevilkår, klima og dokumentation er en del af hverdagen, er det helt afgørende, at vi kan give vores kunder en økonomiske indsigt, de kan bruge i deres beslutninger her ved starten af 2026, siger chefrådgiver i Agillix, Strategi | Virksomhedsledelse, Jørgen Cæsar Jensen.
Aktuelle muligheder og rammevilkår
Blandt indlægsholderne til Topmødet er formand for Landbrug & Fødevarer, Søren Søndergaard, som kommer med seneste nyt om de politiske rammer, der former dansk landbrug i øjeblikket. Journalist og bogaktuelle forfatter Niels Krause-Kjær ser på, hvad ændringer i landbruget gennem tiden har betydet for kulturen og dem, der arbejder med landbrug til hverdag. Initiativtagerne bag #Stoltlandmand fortæller hvorfor, det er vigtigt for den enkelte landmand at tage en aktiv rolle i den positive fortælling om sig selv og sin bedrift. Derudover kan deltagerne vælge mellem 12 indlæg i løbet af dagen, hvor rådgivere fra Agillix blandt andet vil gøre deltagerne klogere på aktuelle og nye rammevilkår, som for manges vedkommende er et resultat af Den Grønne Trepart.
- I Agillix oplever vi en naturlig og markant stigning i henvendelser fra kunder, der ønsker en ejendomsmæssig gennemgang af, hvad trepartsaftalen betyder for dem. Aftalen er kompleks og rummer både muligheder, krav, nye regler og projekter. Derfor har vi intet mindre end fem indlæg, deltagerne kan vælge, der direkte har med treparten at gøre. Det er med emner som: Ny markregulering – hvad betyder det i praksis? 20 milliarder til ny skov – en investering med både værdi og ansvar, Få juraen på plads i Den Grønne Trepart, Grøn energiproduktion – status og muligheder samt Mælkeproducentens mark- og foderplaner under forandring, fortæller Uffe Bertelsen.
Inspiration og netværk
Topmødet er for alle med interesse i dansk landbrug. Det er først og fremmest landmænd, både nuværende og kommende, samt de medarbejdere i landbruget, der har ansvar for drift og planlægning. Topmødet er en oplagt mulighed for at få ny inspiration og for at styrke sit netværk blandt kollegaer.