I forbindelse med et besøg i Nordjylland var vicestats- og forsvarsminister Troels Lund Poulsen mandag forbi Agillix’ kontor i Brønderslev, hvor han blandt andet mødtes med adm. direktør Uffe Bertelsen og formand Carl Chr. Pedersen. Begge opfordrede ministeren til at gøre en indsats for at reducere bureaukrati.
Besøget bød først på en rundvisning i Agillix’ kontorbygning i Brønderslev, hvor rådgivningsvirksomheden netop har udvidet med 2000 kvadratmeter nye kontor- og konferencefaciliteter til den eksisterende bygning, som ved samme lejlighed er blevet renoveret. Her mødtes Venstres Troels Lund Poulsen med repræsentanter fra Brønderslev kommune, Dansk Industri og Agillix. Adm. direktør i rådgivningsvirksomheden Agillix, Uffe Bertelsen, opfordrede blandt andet ministeren til at se på, hvordan man kan effektivisere sagsbehandlingstiderne i det offentlige.
Sagsbehandlingstiderne er en reel hæmsko for væksten. Det er en kæp i hjulet, når vi gentagne gange må rykke for et svar eller får besked på, at vi først kan få et svar måneder ud i fremtiden. I flere år har der med rette været fokus på ventelister i sundhedssystemet, men der skal også være et velsmurt erhvervsliv til at finansiere vores velfærd. Derfor er det vigtigt, at politikerne har fokus på helheden, så vi ikke sander til, siger Uffe Bertelsen.
Formand for Agillix, Carl Chr. Pedersen, havde flere pointer om bureaukrati og regelforenkling til ministerens blok.
Savner regelforenkling
Formand for Agillix, Carl Chr. Pedersen, brugte lejligheden til på medlemmernes vegne at opfordre til regelforenkling. I øjeblikket oplever landbruget, at der går meget tid med at skulle opfylde komplicerede og omfattende regler, hvor man nogle gange kan blive i tvivl om, hvilket formål de tjener – og den usikkerhed kan i sig selv sætte en kæp i hjulet på nye initiativer og investeringer.
Vi har mange regler og meget bureaukrati omkring os, som er med til at hindre udviklingen i både landbruget og landdistrikterne. Selvfølgelig skal vi have regler for det, vi går og laver, men det skal være regler, som fungerer. Det kan ikke være rigtigt, at der bliver tolket forskelligt på reglerne, når vi taler EU, nationalt eller ude i kommunerne. Vi har brug for enkle og agile regler, så de bliver nemmere at overholde og følge op på, hvorvidt de bliver overholdt, siger Carl Chr. Pedersen.
Minister lovede at skærpe fokus på området
Efter mødet med repræsentanterne fra Brønderslev Kommune, Dansk Industri og Agillix tog Troels Lund Poulsen derfra med flere ting på blokken. Han var enig i, der bør gøres mere på området.
Der er brug for afbureaukratisering i alle dele af samfundet - også i forhold til landbrugssektoren. Vi har haft en åbenhjertig diskussion om nogle af de regler og det bureaukrati, som møder både landbruget og andre dele af erhvervslivet. Det skal vi have et større fokus på, og det har også været mit budskab her i dag, siger Troels Lund Poulsen.
Den udmelding gjorde formand Carl Chr. Pedersen en smule mere optimistisk på medlemmernes vegne.
Jeg er sikker på, at Troels Lund Poulsen vil stå i spidsen for, at det her bliver løst. Er det en nem opgave? Det er jeg ikke sikker på, men jeg er sikker på, der er sat en god proces i gang, siger Carl Chr. Pedersen.
Del nyheden ved at klikke på ikonerne