Skip to content
Design uden navn (9)
5. november 2025

Unge landmænd venter over et år på etableringsstøtte

Oversigt

Etableringsstøtten skulle hjælpe unge landmænd godt i gang, men lange sagsbehandlingstider sætter næste generation i en svær situation, lyder det fra landboforeningen Agillix. 

Gennemsnitsalderen for både danske og europæiske landmænd er nu oppe på 57 år.

For at sikre fremtidens fødevareproduktion, når den ældre generation skal gå på pension, har unge landmænd derfor siden 2023 kunnet søge om etableringsstøtte fra EU.

Men i Danmark, hvor Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har til opgave at udmønte støtten, trækker sagsbehandlingen ud, og der kan nu gå mere end 12 måneder, inden den unge landmand har pengene mellem hænderne. Det er kritisabelt, mener formand for Agillix Carl Chr. Pedersen.

  • Både for den unge landmand og for banken er det vigtigt at vide, at pengene er på vej inden for en overskuelig tidsramme. Ellers kan man komme til at stå i en alvorlig klemme, siger han.

Rasmus har ventet i alt 18 måneder

En af de landmænd, der har ventet på etableringsstøtte, selvom han for længst har lagt penge i en ejendom, er 27-årige Rasmus French Henriksen fra Nibe.

Han sendte en ansøgning om udbetaling i oktober 2024, men i oktober 2025 havde han fortsat ikke hørt noget. Forud for det måtte han vente et halvt år på, at han overhovedet kunne få lov at søge om udbetaling, selvom han havde fået besked på, at han opfyldte alle kriterier. I alt er der altså gået 18 måneder.

  • Hvis man skal vente mere end et år på de her penge, som jeg har gjort, så er det ikke noget, man kan bruge til ret meget. Det var penge, jeg skulle bruge fra dag ét, så jeg kunne vise banken og kreditforeningen, at jeg selv havde nogle midler at gå ind med, siger han i et interview til DR.

Truer generationsskiftet i landbruget

Da puljen for etableringsstøtte blev etableret i 2023, var der en gennemsnitlig sagsbehandlingstid på 90 dage for udbetalinger. Men hos Norden Advokatfirma har man nu adskillige eksempler på unge landmænd, der har ventet 4-5 gange så længe, blot på at få pengene udbetalt.

  • Det er en stor udfordring for dem at få tingene til at hænge sammen, når de allerede er blevet lovet pengene, siger juridisk rådgiver hos Norden Advokatfirma Ann Raundrup Jensen.

På længere sigt frygter Carl Chr. Pedersen, at den lange sagsbehandlingstid kan betyde, at banker og investorer vil være mere tilbageholdende, og at færre unge landmænd dermed kommer i gang.

  • Næste gang en ung landmand skal søge et lån, så står der en bank, der har erfaring med, at der går rigtig lang tid, inden etableringsstøtten kommer. Signalværdien i det er katastrofal, for vi står med en kæmpe udfordring, hvis de nye fødevareproducenter slet ikke kommer ind på markedet, siger han.

Etableringsstøtten ligger på 729.000 kr. for heltidsbedrifter. Der er derfor tale om et væsentligt beløb.

 

Klaus Videbæk

Klaus Videbæk

Politisk presse- og kommunikationskonsulent

Relaterede artikler