Det blev til to pladser i Landbrug & Fødevarers forretningsudvalg, en plads i sektorbestyrelsen for L&F Planteproduktion og en titel som Årets Unge Landmand, da Agillix var til delegeretmøde i Herning.
Det var første gang efter fusionen mellem Agri Nord og LandboNord, at de medlemsvalgte repræsentanter fra Agillix tog til Landbrug & Fødevarers delegeretmøde i Herning. Et af delegationens formål var blandt andet at få en repræsentant fra Agillix valgt ind i L&F’s forretningsudvalg og sektorbestyrelsen for L&F Planteproduktion. Derfor havde man opstillet to kandidater, griseproducent Torben Farum og mælkeproducent Bjørn Borup til Forretningsudvalget og planteavler Jeppe Lykkegaard Christensen til sektorbestyrelsen for L&F Planteproduktion – alle bestyrelsesmedlemmer i Agillix. Da resultatet af afstemningen blev talt op, var alle kandidater valgt ind.
- Tillykke med valget til Torben, Bjørn og Jeppe. De er gode kræfter i bestyrelsen, så jeg ved, at det er nogle stærke Agillix-repræsentanter, vi spiller ind med på posterne i L&F. Det betyder faktisk noget for Nordjylland, at vi er godt med, så vi kan være med til at præge det politiske arbejde i udvalgene, siger formand for Agillix, Carl Chr. Pedersen.
Hæder til medlemmer
Traditionen tro dannede delegeretmødet også rammerne for at hædre de medlemmer, som har gjort en ekstraordinær indsats for erhvervet. Agillix-medlemmerne Louise og René Rødkær Hermansen, der driver et kvægbrug ved Asaa med jerseykøer, var nomineret til Samfundsprisen, mens Agillix-medlem Nicklas Dam, som er griseproducent ved Brønderslev, var blandt finalisterne til Årets Unge Landmand, som han gik hen og vandt.
- Stort tillykke til Nicklas med titlen som Årets Unge Landmand. På trods af sine unge alder, har han allerede skabt flere resultater både i ind- og udland. Jeg er sikker på, at han kan være med til at inspirere mange andre unge til at tage udfordringen op og tro på, at selvfølgelig kan det lade sig gøre - selv når det ser uoverskueligt ud, siger Carl Chr. Pedersen og fortsætter - Også stort tillykke til Louise og René med at komme i betragtning til Landbrugets Samfundspris. Prisen som gives til medlemmer, der på den ene eller anden måde har gjort en markant, positiv forskel i lokalområdet når det gælder udvikling, natur, kultur, livskvalitet og/eller fællesskab.