Et flertal i Randers Byråd har bremset en sag, der truede med at rive staldbygninger ned og sætte to kvægbrugeres fremtid over styr. Nu får de en chance for at sikre deres livsværk og næste generation – og måske del i kompensationsordningerne fra den grønne trepartsaftale.
To medlemmer af Agillix, Niels H. Nørgaard og Jørgen Jensen, fejrede forleden en vigtig sejr med en tur på Jensens Bøfhus. Et flertal i Randers Kommunes byråd havde samme aften stemt for at udskyde en sag på ubestemt tid, der ville resultere i nedrivningen af stalde på begges landbrug. De to kvægbrugere var kommet i klemme ved Nørbæk ved Skals Å, hvor deres ældste staldbygninger i udkastet til en snarlig revurdering af deres miljøgodkendelser stod til at skulle lukke inden for kort tid. Udsigten til at skulle miste vigtige staldanlæg gjorde på flere måder fremtiden usikker for to landmænd, der ellers så frem til at lade tredje generation overtage deres bedrifter og drive livsværket videre. Nu får de forhåbentligt mulighed for at drage nytte af mulige kommende kompensationsordninger, som er skrevet ind i den grønne trepartsaftale.
Kvægbruger Niels H. Nørgaard.
Er I der for os?
Da kvægbruger Niels H. Nørgaard tidligere i december ringede til det politiske sekretariat, ville han vide, om Agillix ”stadig havde hans ryg”? Sagen var nemlig den, at han senere på ugen skulle interviewes af Randers Amtsavis omkring sin sag. Og det interview var vigtigt, for ”byrådsmedlemmer læser som bekendt også avis”. Han havde som medlem brug for hjælp med at blive endnu klarere i mælet på, hvorfor revurderingen af hans og fagfælle Jørgens Jensens miljøvurderinger burde udsættes, indtil udmøntningen af den grønne trepartsaftale er godt i gang. Og han ville gerne have foreningen med som kilde i artiklen til at forklare de tekniske aspekter i sagen. Svaret tilbage var ”naturligvis”, og Henrik Dalgaard, formand for miljøudvalget, og Hakan Jakob Kosar, politisk direktør, Agillix, satte derfor kurs mod Niels H. Nørgaards bedrift, hvor interviewet blev forberedt i fællesskab, og både de to kvægbrugere og Henrik Dalgaard fik udtalt sig til journalisten.
En samlet indsats
Niels H. Nørgaard og hans fagfælle Jørgen Jensen har lagt et utroligt stort stykke arbejde i at række ud mod lokalpolitikere. Henrik Dalgaard har på samme vis henvendt sig til byrådsmedlemmer og delt argumenter og fakta med dem. Og det nyetablerede politiske sekretariat har bidraget med interviewforberedelse, pressehåndtering og juridisk research. Desuden har de to kvægbrugeres miljørådgiver Karoline Holst hele vejen igennem delt sin indsigt i sagen og sørget for, at alle detaljer kom med. Når man glæder sig over, at de to kvægbrugere til sidst fik medhold i sagen, er det derfor vigtigt at bemærke, at der er tale om et resultat opnået i fællesskab. Med andre ord: Sammen er vi stærkere.
Læs artiklen fra Randers Amtsavis via linket her.
Del nyheden ved at klikke på ikonerne