Skip to content
Køer kostald grovfoder
Kia K. Gaardlund13. december 2024

Vi støtter vores medlemmer – ikke mindst i de svære sager

Agillix har som forening til formål at støtte vores medlemmer i deres dialog med myndighederne, ikke mindst, når samarbejdet med kommuner og styrelser m.v. bliver svært.

Samtidig står vi vores medlemmer bi, når pressen banker på med spørgsmål. Og det sker jo af og til, at journalister finder det interessant at dække landbruget som branche – ofte med en kritisk vinkel.

Et godt eksempel på det arbejde er en aktuel sag, som Randers Amtsavis for nyligt har bragt en artikel om i form af en forsidehistorie (bag betalingsmur):

Læs artiklen via linket her.

Ganske kort fortalt er de to landmænd Niels H. Nørgaard og Jørgen Jensen, som har kvægbrug nær Nørbæk ved Skals Å i Randers Kommune, kommet i klemme. Deres miljøgodkendelser er blevet revurderet, og deres ældste staldbygninger står til at skulle lukke inden for kort tid. Det gør fremtiden usikker for landmændene, der ellers går i tanker om at lade tredje generation tage over.

Sagen blev vendt over kaffe og rundstykker

Formand for miljøudvalget Henrik Dalsgaard og politisk direktør Hakan Jakob Kosar, Agillix, har været på besøg hos de to kvægbrugere, hvor deres sager blev vendt i detaljen. Det hører med til historien at begge fået faglig rådgivning af Agillix forløbet igennem.

 

Henrik Dalsgaard blev under besøget desuden interviewet til artiklen i Randers Amtsavis, hvor han bl.a. udtaler:
Vi står overfor den største forandring i dansk landbrug, måske nogensinde. Vi ved ikke, hvordan den grønne trepart udmønter sig. Vi ved ikke, hvor skovarealerne skal ligge, eller hvordan landbrugsarealerne skal samles. Så hvis Niels Nørgaard vil købe en anden gård og flytte ungdyrene ud for at opfylde lovens krav, så kan det jo være, at det er en gård, der ligger i et område, der også bliver ramt. Man bør derfor give kvægbønderne henstand, indtil planerne fra regeringen ligger klar, så kvægfolket ved, hvad de har at forholde sig til”.

 En sag af principiel karakter

Kvægbranchen kommer ikke uden om lovgivningen – heller ikke den del, som stiller nogle meget klare krav til blandt andet ammoniakudledningen. Men landbruget står aktuelt over for en historisk omstillingsproces grundet i den grønne trepart. Og helt specifikt vil man fra regeringens side se på, om kvægbrugere, hvis skæbne er udfordret af ammoniakreglerne, kan blive kompenseret gennem strategiske opkøb. Desuden afventer man på Christiansborg en række anbefalinger fra det såkaldte Ammoniakudvalg, der vil omhandle en mulig justering af lovgivningen. Opfordringen herfra er, at man fra centralt hold og hos landets kommuner udviser rettidig omhu og trykker på bremsen i sådanne sager, indtil der er klart skue over det landskab, vi alle bevæger os ind i.

Del nyheden ved at klikke på ikonerne

Hakan Jakob Kosar

Hakan Jakob Kosar

Politisk Direktør
Kia Klostergaard Gaardlund

Kia Klostergaard Gaardlund

Foreningskonsulent

Relaterede artikler