Har du gennemgået din opgørelse fra Udbetaling Danmark?
Udbetaling Danmark udsender i disse dage årsbreve til samtlige folke-, førtids-, tidlig- og seniorpensionister. I årsbrevet kan du som pensionist se, hvordan din pension for 2023 endeligt er blevet opgjort.
Er du pensionist, skulle du gerne have modtaget dit årsbrev for 2023. Beregningerne i dit årsbrev er lavet på baggrund af din årsopgørelse fra Skattestyrelsen for 2023.
I årsbrevet skal du blandt andet være opmærksom på, om dine eventuelle arbejdsindkomster/overskud fra virksomheden er korrekt registreret.
Et eventuelt overskud fra selvstændig virksomhed må ikke modregnes i folkepensionens grundbeløb og pensionstillæg, hvis du er aktiv i din virksomhed. Det vil fremgå af dit årsbrev, om du er registreret som aktiv eller passiv ved Udbetaling Danmark.
Passive indtægter, over en vis størrelse, vil blive modregnet i dit pensionstillæg. Det kan derfor have store økonomiske konsekvenser, hvis du ikke er registreret korrekt.
Ønsker du at få hjælp til at gennemgå dit årsbrev, eller har du spørgsmål til ovenstående, kan du kontakte LandboNords socialkonsulent Mette Neist.