En ny vurderingsmodel betyder, at op mod 13.000 mindre ejendomme kan få ændret status tilbage til landbrugsejendom – og dermed kan regningen for grundskyld blive lavere.
Ejere af mindre landbrugsejendomme kan snart ånde lettet op. Efter et års protester mod ”omkategorisering” af ejendomme, er der nu udsigt til, at mange får deres gamle vurderingsstatus tilbage.
Hvis din ejendom har et areal på 5-15 hektar, er du måske en af dem, der tilbage i 2023 modtog besked om omkategorisering af ejendomsvurderingen fra landbrugsejendom til beboelse. Der var meget ballade om sagen i foråret og sommeren det år, og mange ejendomme blev, på trods af klager, ændret fra landbrug til ejerbolig. Dog kunne man vælge en overgangsordning, hvilket betød, at ejendommen beholdt sin status som landbrug, indtil næste ejerskifte. Det vil sige, at når ejendommen engang skulle sælges, ville den ændre vurderingsstatus fra landbrug til ejerbolig. Den nye ejer af ejendommen kunne dermed potentielt risikere en højere grundskyld og ejendomsværdiskat.
Modstanden mod omkategoriseringen var stor, og det syntes som om, man ved indførelsen af reglen havde overset, at mange mindre landbrugsejendomme af ejerne anses som naturejendomme med arealer til græsning, lidt skov, vådområder og andre arealer, der ikke drives som traditionelt landbrug. Vurderingsstyrelsen var umiddelbart afvisende, men efter et stort og langvarigt pres fra forskellige landbrugsorganisationer lykkedes det at overbevise Vurderingsstyrelsen om, at der måtte ske noget.
13.000 ejendomme vil få ændret status tilbage til landbrugsejendom
Lige nu er et nyt lovforslag samt et såkaldt styresignal under behandling i Skatteministeriet, og derefter vil partierne bag den nye ejendomsvurderingslov drøfte, hvordan man får rettet op på omkategoriseringen af de ejendomme, der ”fejlagtigt” er vurderet som ejerboliger. Konkret vil op mod 13.000 ejendomme, der nu har status som ejerbolig, herunder de ejendomme, hvor ejeren har valgt overgangsordningen, i løbet af 2026 få ændret vurderingsstatus tilbage til landbrugsejendom. Efter det oplyste indføres der ikke en ny kategori for naturejendomme, men de mindre ejendomme vil komme med i kategorien ”Landbrug, skov- og naturejendomme”. Alt i alt ser det ud til at blive en fornuftig udgang på de udskældte forhold, men vi har endnu til gode at se det endelige resultat og ikke mindst, hvordan økonomien med hensyn til grundskyld og ejendomsværdiskat kommer til at se ud.
Vurdering af landbrugsejendomme i øvrigt
I slutningen af 2025 udsender Vurderingsstyrelsen nye 2021-vurderinger for landbrugsejendomme. De nugældende vurderinger har været gældende siden 2011/2012 og er siden blot blevet fremskrevet. I Agillix Tax forventer vi ikke store ændringer i vurderingen af traditionelle landbrugsejendomme, men der vil naturligvis i enkelte tilfælde komme stigninger. Når vurderingen kommer, kan den eventuelt påklages, og samtidig bliver grundskylden for 2021, 2022 og 2023 genberegnet og opkrævet eller tilbagebetalt.
Stor erfaring med rådgivning i vurderingssager
I Agillix Tax følger vi udviklingen tæt. Vi har været i kontakt med flere kunder, som har eller har haft problematikken med forvirring om ejendomsvurderinger og omkategoriseringer tæt inde på livet. Sidder du tilbage med spørgsmål om vurderingen af din ejendom, eller hvad de nye regler kan få af betydning for dig, er du velkommen til at kontakte os.
Del nyheden ved at klikke på ikonerne
