Skip to content
LUK
2000x300 Rapsmark med sprøjtespor
15. september 2026

Små fejl i ejendomsvurderingen kan følge din ejendom i årevis

Oversigt

De første vurderinger af produktionsjord er nu på vej ud. Derfor opfordrer Agillix til, at du gennemgår oplysningerne grundigt, mens der stadig er mulighed for at reagere.


De første forslag til nye ejendomsvurderinger er nu landet i den digitale postkasse hos ejere af landbrugs- og skovejendomme med produktionsjord. For mange bliver det første møde med et nyt vurderingssystem, som kan få betydning i mange år frem.
Ifølge økonomirådgiver i Agillix, Anja Lundsgaard, er den største fejl ikke nødvendigvis i vurderingen, men at nogle lodsejere slet ikke får forholdt sig til den.

- Mange tænker enten, at vurderingen selvfølgelig må være rigtig, fordi den kommer fra en myndighed, eller også vurderer de, at den nok ikke har den store betydning. Begge dele kan være problematisk. Der kan være fejl i registreringer af arealer, anvendelse eller andre forhold på ejendommen, og selv om det ofte virker som små ting, kan de få betydning for vurderingen. Hvis ingen opdager fejlene, kan de komme til at følge ejendommen i mange år frem, siger Anja Lundsgaard.

Det er nu, fejlene skal findes
Det dokument, som lodsejerne modtager nu, er ikke den endelige vurdering, men et forslag til den vurdering, som senere skal danne grundlag for beskatningen. Formålet er at give ejeren mulighed for at kontrollere de oplysninger og beregninger, som Vurderingsstyrelsen lægger til grund, før vurderingen bliver endelig.

Er oplysningerne korrekte, behøver man som udgangspunkt ikke foretage sig yderligere. Er der derimod fejl eller mangler, er det vigtigt at reagere i tide. Som udgangspunkt har ejeren fire uger fra modtagelsen af materialet til at gøre indsigelse.

- Det er langt lettere at få rettet forholdene, mens sagen stadig er i høring, end når vurderingen først er blevet endelig. Derfor anbefaler jeg altid kunderne at gå materialet grundigt igennem. Er oplysningerne korrekte? Virker værdiansættelsen realistisk? Hvis ikke, skal der reageres inden fristens udløb, siger Anja Lundsgaard.

Ifølge Anja Lundsgaard er det vigtigt ikke kun at fokusere på den samlede værdi.

- Man bør også kontrollere de oplysninger, der ligger bag vurderingen. Det gælder blandt andet arealer, anvendelse og øvrige registreringer på ejendommen.

Hun oplever samtidig jævnligt, at kunder henvender sig, når fristen allerede er overskredet.

- Jeg tror ikke, det handler om manglende interesse. Mange har bare travlt i hverdagen, og digital post bliver nedprioriteret. Men hvis man først læser brevet efter de fire uger, kan muligheden for at gøre indsigelse være væk, siger hun.


Høj vurdering kan skabe udfordringer
Selv om mange primært forbinder ejendomsvurderinger med skat, kan vurderingen få betydning på flere områder.
Hos Agillix arbejder Anja Lundsgaard blandt andet med en sag, hvor en ejendom er sat til salg, og hvor vurderingen har skabt usikkerhed om ejendommens værdi.

- Vi har anmodet om at få ejendommen revurderet med udgangspunkt i en mæglervurdering. En uhensigtsmæssig høj vurdering kan skabe usikkerhed hos potentielle købere, og derfor kan det være vigtigt at få forholdene afklaret, siger hun.

Samtidig følger hun en sag for en sommerhusejer, som mener, at vurderingen ligger markant over det niveau, ejendommen reelt kan sælges til.

- Flere naboer har forsøgt at klage på egen hånd og har fået afslag. Derfor bliver det interessant at se, om en grundig gennemgang og den rette dokumentation kan gøre en forskel for udfaldet af sagen.

Læs brevet, når det kommer
Den vigtigste anbefaling er derfor enkel: Få læst materialet, når det kommer.

- Det er nu, man har mulighed for at få rettet fejl, inden vurderingen bliver endelig. Derfor anbefaler jeg, at man gennemgår både oplysningerne om ejendommen og selve værdiansættelsen grundigt. Mange får først læst brevene for sent, og så kan fristen for at reagere være udløbet, siger Anja Lundsgaard.

De første vurderinger af produktionsjord er allerede på vej ud, og flere lodsejere vil modtage dem i den kommende tid. Hos Agillix forventer man derfor flere henvendelser fra ejere, som ønsker at få vurderingsgrundlaget gennemgået. Erfaringen er, at en grundig gennemgang ofte giver det bedste grundlag for at vurdere, om oplysningerne er korrekte, mens der fortsat er mulighed for at reagere inden for den fire uger lange indsigelsesfrist.


Vil du vide mere?

Anja Lundsgaard

Anja Lundsgaard

Økonomirådgiver
Jens Chr. Obel

Jens Chr. Obel

Chefrådgiver

RELATEREDE ARTIKLER